Stenner, P. & Taylor, D. (2008): Psychosocial welfare: reflections on an emerging field. Critical Social Policy, 28, 415-437.
Den klassiske velfærdsstat var well-being for de fattige og det var en del af statens sociale velfærdsprojekt.
Videnskabelige discipliner er en del af samfundet og de mutere og transformeres også. Vi er i en epoke hvor psyko er en ligeså stor del som social i forhold til ideen om veldfærd. Derfor er der et behov for at re-tænke videnspraksisser i sociale og psykologiske discipliner i relation til de forandrede former af velfærd.
Velfærd forbindes ofte med ordet social, men ingen vil forbinde psyko med velfærd. Psykologi har haft en tendens til at tænke psykologiske og adfærdsmæssige processer adskilt fra deres sociale kontekst. Klassisk social velfærd har dog altid inkluderet en psykologisk dimension.
Hvis velfærd skal yde det, som samfundet gør for at garantere et minimum niveau af livskvalitet eller velvære for borgerne, så må der være et tydeligt forhold mellem velfærd og velvære for borgeren. Dette bånd opstod, da den moderne stat begyndte at legitimisere sig selv gennem borgernes velvære og tilfredshed i stedet for gennem Guds vilje eller diktatur. Derved kan man se at, der har været en psykologisk dimension i det sociale.
Det psykologiske og sociale blev dannet for at forstå forholdet mellem samfundet og individ, men ved at specialisere sig ved hver sin pol, forblev den relation skjult, der havde kaldt dem til live. Diciplinerne tænker social og psykologisk hver for sig, mens de i den praktiske virkelighed er uadskillelige.
I dag er de psykologiske temaer (velvære), i takt med at samfundet privatiseres, også blevet ”privatiseret”, således at det handler om selv-udfoldelse, selv-realisering osv. Hvor man før stolede på eksternt påduttede strukturer, som nemt kunne klassificeres som noget socialt, erstattes med at man stoler på selv-valgt livsstil.
Ændringer i praksis omkring velfærden har været med til at bidrage til emner selv-refleksivitet, individualisering og subjektivisering. Velfærdsmodtageren skal gives mulighed for at tage valg osv. Jo mere velfærden lægger vægt på individuelt ansvar, valg og ønsker, jo mere uundgåelig bliver den psykologiske dimension.
Udfordringen er at finde ny måder at tænke det sociale og psykologiske sammen og genkende at de er forskellige aspekter af den samme proces. Dette afspejles i termen psykosocial. Dette kan være en fordel og give frihed fra det disciplinære, der gør psychosociale studier interessante. Det psykosociale vil således blive en transdiciplin. Det transdiciplinære kræver kreativitet, det forkaster ingen af disciplinerne, men udforsker mellemrummet imellem dem.
Der er 3 typer af disciplinære formationer:
Multidiciplinært: At takle et problem fra forskellige vinkler. Hver disciplin koncentrere sig om sit eget domæne, hvilket tilsammen gerne skulle berige det billede vi har af problemet.
Interdiciplinært: Når et begreb, metode eller koncept transfereres far én disciplin til en anden for at løse et problem. Dette kan fører til at nye discipliner opstår (fx cognitive neuroscience).
Transdiciplinært: er svær at definere, men det handler om det, der ligger imellem de eksisterende discipliner. Det transdiciplinære er problemorienteret og inkludere multiple perspektiver fra forskellige interessenter.
Både det multi- og interdisciplinære bliver ved med at være diciplincentreret, det transdiciplinære undslipper den disciplinære viden, der opstår en hybrid, der også kan se på situeret personlig viden og ekspertise hos ikke-specialister. En sådan hybrid-viden kan måske skabe en genfortolkning af de eksisterende koncepter fx velfærd og velvære.
Der forslås at studier af velfærd inkludere både velfærd og velvære, så velvære ikke kan reduceres alene til individualiseret psykologi og social velfærd ikke reduceres til at deltagelse i den offentlige sfære.
Stikord:
Der har hele tiden været en psykologisk dimension i den sociale velfærd, men nu står de på lige fod og der er kommet endnu mere psykologisk i velfærden. Ændringer i praksis omkring velfærden har været med til at bidrage til emner selv-refleksivitet, individualisering og subjektivisering (fx enterprising self v. Rose). Velfærdsmodtageren skal gives mulighed for at tage valg osv. Jo mere velfærden lægger vægt på individuelt ansvar, valg og ønsker, jo mere uundgåelig bliver den psykologiske dimension.
Den sociale orden er opretholdt af velvære hos borgerne og velvære hos borgene opretholder den sociale orden.
Det psykologiske og sociale blev dannet for at forstå forholdet mellem samfundet og individ, men ved at specialisere sig ved hver sin pol, forblev den relation skjult, der havde kaldt dem til live. Diciplinerne tænker social og psykologisk hver for sig, mens de i den praktiske virkelighed er uadskillelige.
Udfordringen er at finde ny måder at tænke det sociale og psykologiske sammen og genkende at de er forskellige aspekter af den samme proces. Dette afspejles i termen psykosocial.
Der er 3 typer af disciplinære formationer:
Multidiciplinært: At takle et problem fra forskellige vinkler. Hver disciplin koncentrere sig om sit eget domæne, hvilket tilsammen gerne skulle berige det billede vi har af problemet.
Interdiciplinært: Når et begreb, metode eller koncept transfereres fra én disciplin til en anden for at løse et problem. Dette kan fører til at nye discipliner opstår (fx cognitive neuroscience)
Transdiciplinært: er svær at definere, men det handler om det, der ligger imellem de eksisterende discipliner. Det transdiciplinære er problemorienteret og inkludere multiple perspektiver fra forskellige interessenter.
Det psykosociale må blive transdiciplinært, der anerkender både eksperter og ikke-eksperter i en hybrid-viden. Der forslås at studier af velfærd inkludere både velfærd og velvære, så velvære ikke kan reduceres alene til individualiseret psykologi og social velfærd ikke reduceres til at deltagelse i den offentlige sfære.
PsykNoter 